Bekendtgørelse nr. 482 af 29/05/2007 Om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering af lægemidler til dyr:
Uddrag vedr. udlevering/ordination til pelsdyr.
§21. Behandling af dyr med antibiotika må udelukkende finde sted, såfremt behandlingen er rettet mod konkrete diagnosticerede infektioner og har et helbredende sigte.
§22. Behandling af fødevareproducerende dyr og pelsdyr i henhold til §§ 23-25 forudsætter, at dyrene er klinisk syge eller skønnes at befinde sig i en veldefineret sygdoms inkubationsfase.
§23. I besætninger, som ikke er omfattet af en til Fødevarestyrelsen indberettet aftale om sundhedsrådgivning, må dyrlægen udlevere eller ordinere receptpligtige lægemidler til anvendelse i indtil 5 dage til dyreejerens behandling af en sygdom, som dyrlægen i tilslutning til besøget i besætningen selv har diagnosticeret hos nedennævnte fødevareproducerende dyr:
1) Enkeltdyr undtagen kvæg ældre end 1 år, under forudsætning af, at dyrlægen selv har indledt behandlingen af hvert enkelt dyr.
2) En gruppe af:
a) kalve, lam og gedekid på under 1 år,
b) hjorte,
c) svin,
d) fjerkræ og fjervildt,
e) pelsdyr eller
f) akvakulturdyr.
Stk. 2. Dyrlægen må dog, uanset stk.1, nr. 2, litra e, til behandling af pelsdyr ordinere receptpligtige lægemidler i indtil 35 dage.
Stk. 3. Dyrlægen må dog, uanset stk. 1, nr. 2, litra f, til behandling af akvakulturdyr ordinere receptpligtige lægemidler i indtil 10 dage. Lægemidler til anæstesi af akvakulturdyr undtages fra denne tidsbegrænsning.
Stk. 4. Dyrlægen må til de i stk. 2-3 nævnte behandlinger kun udlevere receptpligtige lægemidler til de første 5 dage.
Stk. 5. Receptpligtige lægemidler, der er godkendt til markedsføring til dyr til forebyggende behandling, er undtaget fra stk. 1-3, jf. § 28.
§28. Lægemidler, der er godkendt til markedsføring til dyr til forebyggende behandling, kan anvendes, udleveres eller ordineres uden, at der forud er konstateret sygdom på betingelse af, at dyrlægen har et sådant kendskab til dyrets eller dyrenes helbredstilstand, at det er fuldt forsvarligt at indgive lægemidlet til dyret eller dyrene.
Stk. 2. Antibiotikaholdige lægemidler er ikke omfattet af stk. 1.
§29. Dyrlægen må kun genordinere rester af receptpligtige lægemidler inden for ordineringsperioden og på betingelse af, at dyrlægen aflægger et nyt besøg i besætningen og derved
1) personligt stiller en aktuel diagnose, som begrunder genordinering af de pågældende receptpligtige lægemidler, eller
2) ved sit nøje kendskab til besætningen vurderer, at behandlingsbehov vil opstå inden for den kommende ordineringsperiode.
Stk. 2. Genordinering forudsætter, at dyrlægen på ny giver dyreejeren en anvisning, jf. § 34, stk. 2.
Ivan Christiansen, dyrlæge