27.april 2004

Dyrlæge har startet pelsdyrrådgivning
Dyrlæge Ivan Christiansen har startet eget rådgivningsfirma efter at landscenter for pelsdyr i Skejby ikke længere tilbyder veterinær service.

Pelsdyravlere fra hele landet søger rådgivning hos dyrlæge Ivan Christiansen i Bahl ved Outrup.
Han har i to år arbejdet i Dansk Landbrugsrådgivning i Skejby med pelsdyr som speciale, men landscentret tilbyder ikke længere veterinær service.
Nu har Ivan Christiansen i stedet startet sin egen dyrlægepraksis med pelsdyr som speciale kombineret med firmaet Pelsdyrrådgivningen.dk , hvor en del af rådgivningen foregår via internettet.

Haft farm selv
Ivan Christiansen har selv 14 års praktisk erfaring som minkfarmer, så han kender til alle sider af produktionen.
Som dyrlæge vil han naturligvis rykke ud i tilfælde af akut sygdom i besætningerne, men i virkeligheden regner han med at bruge det meste af sin tid på rådgivning.
- Det handler både om at forebygge sygdomme og om at optimere produktionen, fortæller han.
- I nogle besætninger får hver tæve 6,5 hvalpe i gennemsnit - i andre er der kun 4,5 hvalpe i hvert kuld. Så der er meget at hente, hvis man via avl, fodring og management kan bringe kuldstørrelsen op, siger han. Tilsvarende gælder det om at så lav en dødelighed som muligt.

Velfungerende
Efter Ivan Christiansens mening er pelsdyrbranchen langt bedre end sit omdømme.
- Langt de fleste farme er utroligt velfungerende, og her om foråret har vi en idyllisk tid, når de tykmavede tæver begynder at få hvalpe.
- Minkene har et nærmest optimalt livsforløb. De har det nøjagtig lige så godt som kanariefuglen i sit bur og mindst lige så godt som hunden, der bor i en lejlighed, siger han.
Det er et budskab, som den 45-årige dyrlæge lægger vægt på at få frem.
- Det er ikke kun min opgave at gøre minkproduktion mere rentabel på kort sigt. Jeg vil gerne være med til at sikre og dokumentere, at vi har en velfungerende pelsdyrproduktion, der såvel etisk som dyrevelfærdsmæssigt også fortjener at være her fremover, siger Ivan Christiansen.

 

Dyrlæge Ivan Christiansen (th) på besøg hos en af egnens mange pelsdyravlere, Niels Peder Klagenberg i Nordenskov